mandag den 9. december 2013

Hvad ønsker du dig i julegave? Måske kærligheden

Den 7. januar 2014 holder Helhedshuset i Fredericia åbent hus. Jeg er tilknyttet huset og holder derfor oplæg. Mit oplæg vil dreje sig om Integrativ terapi og forandring med fokus på, hvordan det at leve i et parforhold kan være en udfording. Her kommer mit oplæg om, hvad jeg tænker om parforholdets udfordringer. Hvordan der kan arbejdes med det bliver indholdet til Åbent hus arrangementet. Se i øvrigt helhedshusets facebookside.

Jeg tror på, at vi allesammen ønsker at elske og blive elsket, Desværre er det sådan, at 43% af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Her i julefrokosttiden og juleferien kan parforholdet bliver yderligere udfordret, hvis hverdagen er for problemfyldt i forvejen. Men der kan gøres noget, så det kan blive bedre. Problemerne løser sig ikke af sig selv. Det kræver en indsats. En prioritering. 

Hvorfor knirker parforholdet?

Manglende prioritering af kærestetid
En meget udfordrende periode i et parforhold er, når to bliver til flere. Glæden er selvfølgelig stor, når familien forøges, men samtidig slår livet en koldbøtte. Der bruges mange ressourcer på at få hverdagen til at hænge sammen, samtidig med at arbejdet skal passes. Det betyder, at snakken nemt kan komme til kun at dreje sig om børn, praktiske gøremål og arbejde. Man glemmer at tale om følelser, tanker og behov. Kommer måske til at tage hinanden for givet, og nedprioriterer dermed parforholdet, en intention ingen har når vi starter familielivet op”.
Drømmen om kærligheden inkluderer elementer som opmærksomhed, intimitet, sex, at man bliver set, anerkendt osv. Helt elementære menneskelige behov, der let kan blive forsømt i en travl hverdag. Det kan have følelsesmæssige konsekvenser, forstået på den måde, at man kan begynde at trække sig. Måske er forventningerne til juleferien, at man er sammen, hygger sig og har kærestetid. Hvis man ikke har fået snakket om sine forventninger, og lagt planer, så det blive til noget, så kan man nemt blive skuffet.

Manglende sexliv 
Det er en myte, at mændene vil have sex i hverdagen, mens kvinderne ikke har det behov. Men det er ikke rigtigt, for kvinderne har også behov for et sexliv og dermed samhørigheden og nærværet. Det er bare blevet sådan, at kvinderne ofte har for travlt med at være super fantastiske, både som karrierekvinde, mor, motionist og hjemmet skal også være tiptop. Så sker der bare det, at når klokken bliver 10, er alle kræfter brugt, og man har ikke prioriteret hinanden eller oplevet, at manden kom hjem fra arbejde og lyttede til en. Samværet, kærestetiden, opmærksomheden og hyggen, der gør at kvinden får lyst til sex, har der ikke været noget af. Hun er træt. Måske har der været konflikter omkring “arbejdsbyrden”, og konflikter indbyder ikke til sex, så det bliver til for lidt. Det kan blive til et problem. 

Utroskab 
Utroskab hænger bl.a. sammen med, at man ikke har fået dækket sine behov hjemme - ikke kun seksuelt, men i det hele taget fået opmærksomhed og haft dialog. Der er utroskab involveret i mere end halvdelen af alle skilsmisser, det er bare ikke altid, at det er det, der bliver brugt som årsagen over for den anden part. 

I denne søde juletid går mange rundt og er rigtig urolige, for hvad partneren kan finde på, for det er en farlig tid. Hvis spændingen, opmærksomheden og sexlivet mangler i hverdagen, så kan der være en tendens til “at ville opleve”, til at blive bekræftet.
Forskel på hvordan mænd og kvinder kommunikerer. 
Kvinder er gode til at snakke om problemerne. Vi har brug for at vende og dreje tingene, og vi kommer frem til konklusioner undervejs, mens vi taler. Mænd er ofte mere løsningsorienterede og ønsker at komme med et konkret råd (som ikke bliver efterspurgt). Kvinden vil egentligt bare gerne lyttes til, men det er svært for mændene at forstå, og kvinder er generelt ikke gode nok til at fortælle dem det. Så manden føler, at han har bidraget rigtig godt, men det var slet ikke det, kvinden var ude efter. Og så bliver han frustreret, når han oplever, at hans råd ikke bliver fuldt. Kvinder elsker at vende ting frem og tilbage, og vi kan have en forventning om, at mænd har det på samme måde. Så begge parter glemmer simpelthen at lytte til hinanden, fordi vi tror, vi ved, hvad den anden tænker og har behov for. 
Det er vigtigt, at vi forstår hinandens forskelligheder og bliver bedre til at udveksle, så vi ikke bare tager som givet, at den anden da nok kan regne ud, hvordan man har det. Og så for pokker, bliv på egen banehalvdel. Fortæl hvordan du har det, istedet for at angribe partneren”. 

En ting sikkert: Fortsætter man bare ud ad samme tangent, så bliver det ikke bedre. Man kan stoppe den negative spiral, før det ender i skilsmisse.”

Det er rigtig vigtigt, at vi lærer kunsten at sige til og fra på en ikke-angribende måde, lige som det er vigtigt at anerkende, istedet for hovedsagelig at kritisere. For at kunne forstå hinanden, skal vi kunne kommunikere. Partneren er ikke tankelæser.

Der skal grundlæggende øvelse til, inden man mestrer at kommunikere på en anden måde og formår at bryde den negative spiral. Psykoterapien kan hjælpe os med at blive bedre. Så istedet for at gå hver til sit (og ofte slæbe de samme problemer med ind i det næste parforhold) så bliv i parforholdet og arbejd på at få det til at fungere.


Det kan lykkes, hvis man er motiveret og vil bruge tid og kræfter på at prioritere parforholdet, så det kommer på sporet igen.