Anerkendelse og respekt

Mennesker vokser, når de får anerkendelse. Det har vi allesammen brug for. Det samme gælder respekt. Vi bliver mere tilfredse og føler os mere værd, når vi får respekt.

Det kniber i øjeblikket, når man er lærer.

Uden i øvrigt at tage stilling til eller kommentere de to sider i den konflikt, der nu efter fire uger er slut, vil jeg komme ind på nogle af de elementer, jeg er blevet opmærksom på i forhold til det at være lærer i denne proces.

Jeg ved ikke om I så en udsendelse i fjernsynet, hvor en dansk niende klasse blev sammenlignet med og skulle konkurrere med en kinesisk klasse på samme niveau. Der var selvfølgelig meget forskel på de forskellige skolesystemer og det viste sig at de klarede sig nogenlunde lige godt. 

Der var vist klip både fra undervisningen i den danske klasse og den kinesiske. I den danske måtte læreren bruge en hel del energi på at få ordet og tage styring i klassen, hvorimod i den kinesiske var alle lydhøre fra starten. Der var klart mere diciplin.

Jeg læste også i avisen en sammenligning af det danske skolesystem med det finske. Her var en af forskellene, at der var mere diciplin og mere respekt om lærergerningen.

Jeg tager ikke stilling til de forskellige skolesystemer, men jeg tænkte, at det selvfølgelig var langt nemmere at undervise i et system, hvor der er diciplin (på den gode måde) og hvor der er respekt omkring skolesystemet. Forældrenes indstilling og snak ved middagsbordet har uden tvivl også en afsmittende effekt på børnenes måde at møde læreren på (forældre er rollemodeller).

Og nej, jeg tror ikke på, at de danske lærere er dårligere til at skabe ro i klassen. Jeg tror det er noget vi allesammen skal samarbejde om.

Og ja, jeg ville gerne påtage mig at undervise flere timer, hvis jeg ikke skulle bruge så meget energi på den manglende diciplin (nu er jeg heldigvis kun på deltid og ikke i en folkeskole :-).

Jeg er sikker på, at mange forældre samarbejder og bakker op om det danske skolesystem, men det er blevet tydeligt, at en hel del ikke gør det. Jeg håber på, at flere i fremtiden vil bakke op og anerkende vores skole system og anderkende at den enkelte lærer gør et godt stykke arbejde.

At anerkende og respektere - kunne måske ændre noget i forhold til nedenfor stående undersøgelse.

En ny undersøgelse, som FTF har foretaget for Danmarks Lærerforening, viser, at 11 procent af alle folkeskolelærere føler sig udbrændte 'i høj grad' eller 'i meget høj grad', og tilsvarende føler 11 procent sig ramt af stress.Derudover viser undersøgelsen blandt andet, at hver femte lærer er frustreret over sit arbejde. 

Under bladene . . . 

I dag har jeg revet et mægtig tykt lag blade af mit staudebed. Det havde samlet sig der i vinterens løb, så det var et helt ryatæppe x 10 af blade og grene, samt hvad der ellers samler sig.

Mens jeg gik og rev bladene sammen og dermed eksponerede jorden, fandt jeg nogle spirer nedenunder. Så kom jeg til at tænke på, at det faktisk også er det, der sker i forandringsproces i en terapi, nemlig at man for at noget kan spire, vokse og gro, bliver nødt til at feje det øverste lag væk. Det lag som man ikke kan bruge til noget mere. På en måde kan man sige, at man fjerner facaden, så det der er nedenunder kommer til syne. Når facaden er fjernet, man man få øje på de ubrugelige vaner, den uhensigtsmæssig adfærd og de forestillinger, men dannede sig i tiden - noget der tjente et formål, da man tillagde sig dem, men som nu er til gene.  

Altsammen noget der ved synliggørelse giver plads til at noget nyt kan spire.

Spirerne - det der kan vokse og gro og blive til noget smukt og frodigt er der hele tiden. I virkeligheden er det ikke noget nyt. Det skal bare have plads for at kunne folde sig ud. 

Når man fjerner et lag, kommer der også ukrudt til syne. I symbolikken i forhold til terapi kan man sige, at det er sundt at vedkende sig sit ukrudt (mindre perfekte sider :-). Der ligger en stor frihed i at erkende, at vi ikke er perfekte - være med sit ukrudt. Man kan bruge meget energi på at bekæmpe det. Så er det bedre at se det. Ikke lade det få overmagten, men bare vedkende sig det.

Så meget om forårsarbejde :-). Hav en god aften.

Forelskelsens spejl

I går var jeg en tur på Café i Odense sammen med en god veninde og på vej hjem skulle jeg lige handle ind til aftensmaden. Det foregik i Føtex i Bolbro. På vej ned af rulletrappen til fødevareafdelingen - og faktisk også den anden vej - kom jeg til at stå bagved et ungt par - et forelsket ungt par. Den unge mand stod et trin over pigen, og han var drønende forelsket i hende. Den måde han så på hende på, afspejlede hans følelser for hende, så det var svært ikke at blive inddraget i dette følelsesspil og han kunne slet ikke kunne lade være med at kysse og kramme hende hele tiden. Han måtte bare røre ved hende. Bagefter, da vi rullede op af rulletrappen igen, var hun ved at fortælle et eller andet med fagter og gebærder, og hans strålende øjne hvilede igen drønende forelsket på hende. Efter hendes fortælling fik hun en rigtig, rigtig kærlig krammer og jeg kunne næsten mærke, hvordan hun måtte have følt sig fantastisk og værdifuld

Det fik mig til at tænke på hvor skønt, det er at være forelsket og spejle sig i den andens fuldstændige anerkendelse, og nej-hvor-du-dejlig kommunikation. Hele det scenarie, der udspiller sig, når man er i forelskelsens rus. Følelsen af at den anden bare er helt perfekt, og at man selv er dejlig. For det viser hans øjne jo. :-)

Det var en livsbekræftende og dejlig oplevelse og en erindring om, hvad det er forelskelse gør ved os. Det er ikke fordi, at jeg ikke oplever kærlige øjne hvile på mig nu - indimellem -, men det er selvfølgelig på en anden måde, eftersom jeg har kendt min mand i 15 år, og han for længe siden har fundet ud af, at jeg ikke er perfekt og omvendt. Så er det jo bare ret godt, at vi stadig elsker hinanden, selvom de lyserøde briller for længst er væk.

Jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at vi i hverdagen husker at være kærester og give hinanden anderkendelse og respekt, så vi holder kærligheden ved lige.

Så pas godt på kærligheden derude :-)