SLADDER - eller hvad vi siger om andre.
Jeg er født og opvokset på landet i et lille samfund, hvor jeg boede på en gård. Der boede mine bedsteforældre også. Jeg oplevede allerede dengang, at min mormor snakkede en del om andre mennesker og brød mig som teenager ikke om det.
Siden har jeg fundet ud af, at det er ret almindeligt. Mennesker snakker om hinanden. Der sladres. Jeg oplever nogle gange i min terapi, at en klient bekymrer sig meget om, hvad andre tænker, og så kommer vi ofte ind på, hvad sandhed egentlig er for noget. Det er tydeligt for mig, når jeg for eksempel har parterapi, at der kan være vidt forskellige oplevelser af, hvad der er sket i en eller anden situation. Så vi husker og hæfter os ved noget forskellligt. Historien krydres og hukommelse er en pudsig størrelse, for vi husker selektivt.
Det er i min verden helt okay at “lette låget” og fortælle, hvis man føler sig ramt, såret eller irriteret over noget, som man så har brug for at fortælle til venner og familie. Det er ikke sundt at brænde inde med sine følelser. Det er også forståeligt, at hvis ens partner forlader en, så kan man have brug for at fortælle sin historie. Det er bare ret vigtigt, at lytteren forstår, at det kun er en side af historien. Der er også en anden side. Årsager, alle mellemregningerne. . . i den andens historie. Så glem at historien skulle være SANDHEDEN. Det er blot en version.
Jeg oplevede engang, hvor jeg underviste nogle bosniske kvinder i dansk, at en bosnisk kvinde fortalte, at hun havde hørt, at jeg var arrogant. Jeg er bestemt ikke arrogant. En af mine værdier er ligeværd. Jeg mener ikke, at nogen er mere værd en andre, så det var ikke sandt. Men det betød, at det blev sværere for mig at skabe tillid og rum til læring, fordi der var modvilje til en start. Det gik udover mit arbejde, og det var ikke til gavn for nogen.
Filmen knækker for mig, når nogen bevidst går efter at skade mig, og nu er jeg blevet mere skrøbelig på det felt, fordi jeg er selvstændig. Det betyder, at mit navn kommer til at hænge sammen med det jeg laver. Jeg er en form for repræsentant for mig selv. Så når nogen går ud og fortæller “røverhistorier” = deres version af sandheden, så kan det skade mit profesionelle omdømme. Så kan jeg bare håbe på, at de mennesker, der læser /hører historien/versionen er i stand til at sortere og ved, at det bare er en version af en oplevelse, og at mennesker har deres helt personlige grunde til at handle, som de gør.
Når jeg skriver “læser”, så er det fordi, at her spiller facebook og Nyhedsbrev også en rolle.
Jeg synes, at der er forskel på “at lette på låget” i private sammenhænge og så gå ud for at sprede en negativ historie om andre på de sociale medier, og hvad er egentlig formålet med det.
En vis form for etik og moral vil være fint.
