søndag den 8. november 2015


Retreat 

når stikket trækkes ud for en tid

Ligesom de fleste andre er mobiltelefon, facebook, mails en del af min hverdag. Jeg kan godt lide min hverdag, men indimellem trænger min hjerne til fuldstændig ro. Jeg har brug for være uden for rækkevidde indimellem. Derfor lavede jeg en lille retreat for mig selv. Jeg ledte på nettet efter en B&B, men endte med at vælge vores egen herhjemme. Jeg snakkede lidt med Peter om den tanke, og han ville gerne passe min telefon osv og lave mad til mig. Perfekt. 



Så jeg har lige tilbragt tre dage herhjemme på førstesalen 
alene uden nogen former for sociale medier.   Ikke noget til at aflede eller påvirke. Det var skønt. Der var en fantastisk fred i bare at kunne gøre præcis det, jeg havde lyst til. Jeg gik en tur ved Hindskavl ved skov og vand.

Da jeg kom gående ned af skovstien omgivet af efterårets farver og med vandet i sigte forude samt en viden om at have mange timer bare for mig selv, følte jeg mig rigtig rig.

Så dagene blev brugt til gåture, meditation, pilates, ridetur og læsning. Fredag kom Anna, og vi lavede yoga. Jeg er så heldig, at have min helt private yogalærer :-).

Det kan anbefales med en lille retreat. 

Første gang jeg lavede en silent retreat var i 2002 sammen med min mand Peter. Vi boede i en lille hytte på Koh Pgan Nan i Thailand, og i en uge lavede vi vores egen stilletid. Først når klokken blev 18, så ophævede vi stilheden. I meditation og stilhed kommer man i kontakt med sig selv på en måde, der nemt kan gå tabt i hverdagens travlhed.

Siden har jeg deltaget i nogle få retreats i andre regier.

Jeg tror på, at vores hjerner har brug for pauser, fred, stilhed alenetid. Min har i hvert fald.






søndag den 24. maj 2015

Sladder - eller hvad vi siger om andre!!!





SLADDER - eller hvad vi siger om andre.


Jeg er født og opvokset på landet i et lille samfund, hvor jeg boede på en gård. Der boede mine bedsteforældre også. Jeg oplevede allerede dengang, at min mormor snakkede en del om andre mennesker og brød mig som teenager ikke om det.

Siden har jeg fundet ud af, at det er ret almindeligt. Mennesker snakker om hinanden. Der sladres. Jeg oplever nogle gange i min terapi, at en klient bekymrer sig meget om, hvad andre tænker, og så kommer vi ofte ind på, hvad sandhed egentlig er for noget. Det er tydeligt for mig, når jeg for eksempel har parterapi, at der kan være vidt forskellige oplevelser af, hvad der er sket i en eller anden situation. Så vi husker og hæfter os ved noget forskellligt. Historien krydres og hukommelse er en pudsig størrelse, for vi husker selektivt.

Det er i min verden helt okay at “lette låget” og fortælle, hvis man føler sig ramt, såret eller irriteret over noget, som man så har brug for at fortælle til venner og familie. Det er ikke sundt at brænde inde med sine følelser. Det er også forståeligt, at hvis ens partner forlader en, så kan man have brug for at fortælle sin historie. Det er bare ret vigtigt, at lytteren forstår, at det kun er en side af historien. Der er også en anden side. Årsager, alle mellemregningerne. . . i den andens historie. Så glem at historien skulle være SANDHEDEN. Det er blot en version. 

Jeg oplevede engang, hvor jeg underviste nogle bosniske kvinder i dansk, at en bosnisk kvinde fortalte, at hun havde hørt, at jeg var arrogant. Jeg er bestemt ikke arrogant. En af mine værdier er ligeværd. Jeg mener ikke, at nogen er mere værd en andre, så det var ikke sandt. Men det betød, at det blev sværere for mig at skabe tillid og rum til læring, fordi der var modvilje til en start. Det gik udover mit arbejde, og det var ikke til gavn for nogen.

Filmen knækker for mig, når nogen bevidst går efter at skade mig, og nu er jeg blevet mere skrøbelig på det felt, fordi jeg er selvstændig. Det betyder, at mit navn kommer til at hænge sammen med det jeg laver. Jeg er en form for repræsentant for mig selv. Så når nogen går ud og fortæller “røverhistorier” = deres version af sandheden, så kan det skade mit profesionelle omdømme. Så kan jeg bare håbe på, at de mennesker, der læser /hører historien/versionen er i stand til at sortere og ved, at det bare er en version af en oplevelse, og at mennesker har deres helt personlige grunde til at handle, som de gør.

Når jeg skriver “læser”, så er det fordi, at her spiller  facebook og Nyhedsbrev også en rolle.

Jeg synes, at der er forskel på “at lette på låget” i private sammenhænge og så gå ud for at sprede en negativ historie om andre på de sociale medier, og hvad er egentlig formålet med det.

En vis form for etik og moral vil være fint.






tirsdag den 14. april 2015

Forandring

Hvordan sker forandring?


 I mit arbejde som psykoterapeut arbejder jeg med forandring til daglig, og det er fantastisk at være med i processen, når et andet menneske udvikler sig. Jeg er så priviligeret at møde rigtig mange meget søde mennesker i mit arbejde, og det er jeg taknemmelig over.

Den personlige forandring i et psykoterapiforløb er en løbende proces som ikke slutter, når terapiforløbet ophører, men fortsætter, fordi terapien har skabt forandringer. Det kan være gamle overbevisninger, som havde sin plads dengang de blev til, men som spænder ben nu.  Det kan også være uhensigtsmæssig kommunikation i et parforhold, som terapien kan give forståelse for således at nye og mere hensigtsmæssige måder at være kommunikere på kan etableres. Vi har heldigvis mulighed for at forandre os hele livet igennem (psykoterapi eller ikke psykoterapi :-).

Vi udvikler os bl. a. via de mennesker, vi møder igennem livet, og det er spændende at reflektere over, hvilke mennesker, der havde indflydelse og gav livet en drejning. Når jeg selv tænker tilbage er det for eksempel en nabokone, en kollega, kurser jeg deltog i, min mand :-) samt naturligvis de 100 egenterapitimer, der er en del af psykoterapeutuddannelsen.

Forandring sker når vi møder noget andet / noget nyt, noget der kan integreres og som lyder sandt. Vi lukker det ind i systemet og det bliver langsomt til en del af en selv, og vi er dermed i en forandringsproces. Engang for mange år siden - måske 25 år var jeg på et kursus, hvor jeg blev introduceret til nogle andre holdninger end dem, jeg havde fået med hjemmefra. Blandt andet den her sætning "Hvad andre tror og tænker er deres problem, - ikke dit". Indtil da havde det været væsentligt for mig, hvad andre tænkte om mig. Jeg mødte noget nyt og fik skilt "andre fra mig selv". Det rykkede noget i mig. Måske ikke radikalt meget lige med det samme, men det arbejdede langsomt i den rigtig retning, så det fik betydning. Vi har allesammen læring med fra vores opvækst; måder at tænke på / reagere på. Vi tror det er sådan verden er, for det er det vi har lært. Det er super godt at få sat spørgsmålstegn ved nogle af de gamle kodninger.

Selvom jeg er 57 år, er der heldigvis stadig forandring og udvikling. Det fortsætter, så længe man er modtagelig overfor input.

Jeg ønsker alle en god dag.

Små historier med eksempler om forandringer i dit liv vil være fantastisk.

lørdag den 7. februar 2015


Tag en pause / vær den bedste udgave af dig selv.

Uro indeni / hele tiden på vej til nogen andet / mange tanker. Kender du det? Desværre helt almindelige fænomener i vores samfund. Der er mange ting at forholde sig til hele tiden og også mange ting, man kan tænde for og aflede opmærksomheden med.

Den sidste dag i 1997 blev jeg 40 år. Indtil da havde jeg svært ved at falde i søvn. Jeg kunne nemt ligge 1/2 time. Fik jeg en tanke om et eller andet, jeg skulle huske dagen efter, eller et eller andet en eller anden havde sagt i løbet af dagen, så var det som om nervetrådene rejste sig op hele vejen i min krop, og jeg var lysvågen. Det var pænt meget spild af tid og ligge der uden at kunne falde i søvn. Jeg kunne også have en tendens til at spænde op i musklerne i løbet af dagen pga de tanker jeg havde.

I 1998 lærte jeg at meditere. Jeg mediterede 2 x 20 minutter hver dag i 1 år i hvert fald. Jeg mediterer stadig væk, men er ikke helt så flittig. Nu er det kun 20 minutter og nogle dage glipper det.

Det jeg har fået ud af at få dette redskab ind i mit liv er, at jeg kan falde i søvn om aftenen. Det er meget sjældent, der går lang tid. Jeg har færre tanker i mit hoved. Det betyder faktisk bare, at der ikke er så meget "knald på", men at det flyder mere stille og roligt. Jeg kan også tage mig selv i at dyrke en eller anden tanke, som ingen nytte er til, og bare gør mig urolig, og slippe den. Jeg er blevet mere nærværende, fordi jeg er mere tilstede.

En gang om dagen træner jeg mit hoved og er med det, der nu er.

Der er ikke blevet mindre fart på i vores samfund siden 1997. Jeg oplever i min praksis, at der er mange, som har tankemylder, uro, søvnbesvær. De giver ikke sig selv pausen / stilheden i hverdagen. Der er radio i bilen på vej til arbejde, eller telefon. På arbejdspladserne er der pres på og tendens til at blive målt og vejet / evalueret. Det kan også give bekymringstanker. Familien skal naturligvis passes, måske er der efteruddannelse, fritidsinteresser osv osv. OG så har vi fjernsynet.

At gøre noget godt for sig selv er, at gøre noget godt for de nærmeste. Trives du, så trives de, for du kan være til stede med den bedste udgave af dig selv.

Det jeg egentlig bare vil sige med dette indslag er: Vi skal huske at tage vare på os selv, og man kan mentaltræne, ligesåvel som man kan træne musklerne i kroppen. Personligt mener jeg ikke, vi er skabt til at kunne trives med hele tiden at skulle forholde os, så meditation eller andre lignende metoder kan gøre noget i forhold til trivsel.

Det gælder bare om, at finde ud af hvad der duer for en selv.

HAV EN GOD DAG :-) Pas på dig.