Du er noget særligt

om SELVVÆRD og SELVTiLLID

Hvordan man får et godt selvværd? Bare så vigtigt :-)

Jeg oplever ofte i min praksis, at nogen døjer med dårligt selvværd. Jeg har også selv været der, og det er heldigvis blevet fint efterhånden, som jeg er blevet ældre. Dejligt at vi kan ændre os og finde mere fred med, hvem vi er.

Jeg fandt dette billede på nettet og kom til at reflektere over, hvad denne lille pige oplever ved den opmærksomhed, hun får. Opmærksomhed rettet mod hendes person?  Hun behøver øjensynlig ikke gøre noget for at gøre dig "fortjent" til opmærksomhed, hvilket mange har oplevet tidligt i livet. Hvis man kun anerkendes, når man GØR noget, så betyder, at man i voksenlivet hele tiden synes, at man skal gøre noget for at være god nok. Mon ikke en del kender  til det. Det er alt for anstrengende.

Selvværd styrkes, når man bliver anerkendt for den, man er. For eksempel at nogen giver en positive tilkendegivelser, såsom "det er dejligt at være sammen med dig". Hvor svært kan det være. I virkeligheden er det bare et spørgsmål om, hvorvidt vi hjemmefra har lært at "tale" den slags sprog. (det anerkendende).

Selvværd styrkes af, at man bliver set som den man er og lyttet til med ord, men også med kropssproget og tonefaldet, som spiller en meget stor rolle i kommunikationen med andre. Måden hvorpå den anden ser på én; anderkendende, venligt, misbilligende, afvisende, kærligt eller måske bliver man helt overset, hvilket er det allerværste. Derfor kan man også opleve børn, der laver ballade bare for at få opmærksomhed, godt nok negativ opmærksomhed, men det er trods alt bedre end slet ingen opmærksomhed.

I samværet med andre kan man reflektere over, hvad der gør ved et menneske, hvis man
overser / ignorerer / afviser et andet menneske i sociale sammenhænge !!!!!?? Kender I det?

Filosoffen Løgstrup siger:

Det bedste du kan give et andet menneske er dit nærvær. Det synes jeg er rigtigt :-). Det er endda gratis. Det kræver bare, at vi er nærværende og tilstede i nuet og har en god intention i vores møde med andre mennesker.

God dag :-). Husk at du ER noget særligt.

Min mor bliver væk

Min mor blev væk, hun bliver også væk - begge dele passer.

Hun har Altzheimer. 

Det betyder, at hun ikke kan huske ret meget og langsomt mister overblik. Helt konkret mister hun hjerneceller. Det kan kun gå en vej, nemlig mod yderligere glemsel til hun (hvis hun lever længe nok) ikke kan kende os. Jeg ved det, for jeg oplevede det samme med min elskede morfar. Jeg husker stadig (var først i tyverne) mine besøg hos ham, hvor han det sidste år ikke vidste, hvem jeg var. Det er uendelig trist og i mange år huskede jeg denne version af ham. Først senere er det, jeg husker først hans store kærlighed - en dyb vished om at være elsket - noget af det vigtigste i vores udvikling som børn. Jeg voksede op på samme adresse, fordi vi boede tre generationer sammen.

Nu er min mor på vej på samme måde . . . - derfor bliver hun væk (i nutid), for det gør hun løbende. Hun er ikke den samme mor, som jeg havde.

Men i onsdags oplevede jeg helt bogstaveligt at HUN BLEV VÆK. Det startede med en opringning fra Åge, som kender min mor. Han havde hørt, at min mor var kommet på sygehuset. Jeg var ret hurtig til at sige, at det mente jeg ikke, at hun var, da jeg ikke havde hørt noget om, at hun skulle være syg. 

Ret mystificeret kørte jeg ned for at tjekke min mor i den lille lejlighed, hun bor i. Ingen hjemme skønt klokken var 6, som er den præcise spisetid, når man er vokset op på landet. Urolig henvendte jeg mig til en nabo, som kender min mor. Han havde ikke set hende i flere dage, men havde hørt, at hun var faldet på Bogensevej og var blevet samlet op af en brun bil?????? Hun har tidligere været gået vild, så det var ret foruroligende. Hjemme igen fik jeg ringet til sygehusvæsenet, som “heldigvis” kunne fortælle mig, at min mor var indlagt, fordi hun var faldt og havde brækket højre håndled flere gange. Rigtig synd for hende, men i det mindste var hun ikke varet vild.

Pinligt at jeg ikke blev kontaktet af enten SOSU-hjælp eller sygehus, men det er der ingen grund til at blive vred over. Flere har spurgt om jeg ikke blev vred og nej; det må ikke ske. Det er jeg enig i, men den ene har måske troet, at den anden kontaktede mig. Fejl sker. 

Heldigvis fandt jeg min mor, så hun ikke blev helt væk - i hvert fald ikke lige nu.

Det er en langsom måde at miste på.

Pas godt på de små grå, så hjernen bliver ved med at fungere så at vi kan leve vores liv fuldt ud

.

Når grænsen nås . . . . . .

Sorte tanker natten igennem

Ingen søvn

Masser af gråd

Følelsen af at være i en osteklokke

efter en lang periode, hvor følelsen var “at overleve”

Året var 2001 og det er mange år siden, men jeg husker det tydeligt. Der vil jeg ikke hen igen. Siden har jeg arbejdet en hel det med stress. De sidste mange år via mit arbejde som psykoterapeut

Desværre er indre uro, anspændthed, irritation, søvnproblemer osv. en del af hverdagen for alt for mange mennesker. Det er for nemt at vænne sig til den tilstand, og kører man for langt ud af det spor, går det galt. Den stressede travle tilstand kommer langsomt snigende og bliver “almindelig”. Det er utrolig vigtigt at stoppe op og gøre noget ved det, inden det går galt. Det kan være fatalt at ryge ud over kanten”.

Jeg har måttet stoppe op et par gange siden 2001, og jeg har aldrig siden været helt derude. Desværre fik jeg dengang ikke arbejdet med årsagerne til, hvorfor jeg fik det sådan.

Her i Danmark er 35.000 danskere sygemeldt med stress hver dag. Hver syvende føler sig stresset. En del mennesker kommer ikke tilbage til arbejdsmarkedet. Uhyggelige tal.

Det er vigtigt at finde ud af, hvad det er, der stresser en. Både i form at ydre omstændigheder, men bestemt også indefrakommende. Det har jeg oplevet både personligt at via arbejdet med klienter.

Det er forskelligt, hvad der stresser os og ofte går det galt, hvis man overbelastes på flere områder. Man kan køre på grænsen i lang tid, men så sker der måske noget i ens privatliv eller omvendt, der får læsset til at vælte. Det rammer ofte mennesker med en høj arbejdsmoral, og som har den grundlæggende holdning, at de bare skal kunne klare alting. Det er ofte meget engagerede mennesker. Er det genkendeligt?

Vi fungerer forskelligt, og derfor kan vi også klare forskellige belastningssituationer. Det er vigtigt at prøve at forstå og ikke dømme sig selv (og andre) i situationen. 

Vi bør også være omsorgsfulde overfor andre, som vi kan se er usundt stressede. Har man en partner, kollega, veninde, hvor man oplever og hører om nogle af de symptomer, som er nævnt øverst i teksten, så tag affære. Vi skal ikke være berøringsangste. Netop fordi det kan være svært selv at trække i håndbremsen, fordi man har vænnet sig til tilstanden, er det vigtigt at tage sig af hinanden. Jeg har selv talt med STORE TYDELIGE BOGSTAVER i flere sammenhænge privat og i min praksis.

Det er også utroligt vigtigt, at man i processen får et bedre selvkendskab og redskaber, så man ikke ryger ind i samme problemer fremover. Jeg tænker, at for langt de fleste er ikke nok bare at blive sygemeldt en periode. Der skal en ændring i ens hoved til.

Det er den ændring, der definerer fremtiden.