Anne Linnets måde at håndtere Blackman på
Jeg er vild med sang og musik og derfor ser jeg også med stor fornøjelse X-factor. For nogle gange siden oplevede jeg Anne Linnet respondere på Blackmans adfærd, og det var herligt at se. “Sæt dig nu ned og sig ja eller nej”, sagde hun i et helt neutralt tonefald, og det var det helt rigtige, for han fór rundt og var oppe og køre over en eller andens optræden. Helt ude af proportioner, som jeg ser det.
En enkel, kontant - uden ophidselse - bemærkning fra Anne Linnet fik ham til at finde sin stol igen. Skønt. Jeg vil ikke gå ind i en nærmere beskrivelse, for måske kender du episoden eller måske ser du slet ikke X-factor.
Grunden til at jeg skriver om det, er fordi jeg er optaget af kommunikation, der virker. Jeg er optaget af vigtigheden af, at man ikke lader sig gribe af en stemning, men bevarer jordforbindelsen og roen i dialogen.
Lad den anden “lave showet”, hvis det er det, der foregår, men prøv at bevare roen selv. Uden at lade sig gribe, lade sig hidse op, lade sig inddrage i de forstyrrede følelser, den anden er i gang med at leve ud. Meget ofte kan vi komme til at synes noget om det, den anden er i færd med - (det er for dumt, for dårligt, for lidt, for meget). Så bliver vi selv grebet af forstyrrende følelser og går igang med at bebrejde den anden. Det er et afsæt til balladen og konflikten.
Man kan i stedet holde fast i, om det har noget med én selv af gøre, om man “behøver” hidse sig op. Stå lidt på sidelinien og bare være med det, der foregår. Sætte sig lidt ud over det. Betragte det lidt som et show. Hvis man gør noget eller siger noget, så med ro og uden bebrejdelser.
Det er sjældent man ser en så fin reaktion på andens overreaktion. Jeg fik stor respekt for Anne Linnet og hendes måde at kommunikere på. Uden at lade sig rive med og med stor ro. Det gjorde indtryk.
Kæreste Kirsten!
SvarSletJeg forstår jo fuldt ud din pointe, men jeg synes, at det bliver farligt, når man begynder at vurdere hvorvidt andre overreagerer eller ej. For i forhold til hvad og hvem? Hvordan man reagerer er kultur- og miljøbestemt, og jeg synes ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert. Det at reagere er en del af det at være menneske, uanset hvor meget man skelner mellem ageren og reageren i den meget normsættende terapeutiske og pædagogiske verden.
Og reagerer Blackmann mere end Anne Linnet? Blackmann reagerer på nogle af deltagerne, Anne Linnet på Blackmann... De har bare hver sin måde at reagere på.
Jeg opfatter Blackmann som et dybt engageret menneske, der samtidig er fyldt med energi og vid. Han er langt fra leverpostej. Og så er han Københavner. Anne Linnet er meget professionnel, og ligeledes århusianer, jyde og lesbisk så det brager. De reagerer begge, men på to forskellige måder. Han spræller, men jeg synes så til gengæld, at hun krænker ham, og at hun taler ned til ham. Det synes jeg på ingen måde er god kommunikation.
Som du selv er inde på, er det fine for mig at lade folk være som de er og lade det være godt nok uden evig og altid at skulle vurdere deres adfærd som værende "over" eller "under" eller "for meget" eller "for lidt". For igen... i forhold til hvad?
Blot en duplik (og reaktion) i al respekt!
Hej Dorethe
SletTak for din kommentar. Det er dejligt at høre andre vinkler på min oplevelse af Blackmann. Jeg er enig med dig i, at vi er forskellige og dermed reagerer forskelligt, samt at det er menneskeligt at reagere. Jeg har den holdning at nogle måder at reagere/kommunikere på er mere hensigtsmæssige end andre. Det er egentligt bare der jeg vil hen med det jeg skriver. Blot min mening.
Hvad angår Blackmann så er han helt sikkert dybt engageret, men også i mine øjne utilregnelig i sin adfærd og måde at være på overfor deltagerne. Derfor glædede det mig at se nogen reagere på ham med ro. Måske lød ordene som en ordre (krænkende), men det blev sagt med den jydske ro og på en måde, så jeg ikke syntes det var krænkende.