Under bladene . . . 

I dag har jeg revet et mægtig tykt lag blade af mit staudebed. Det havde samlet sig der i vinterens løb, så det var et helt ryatæppe x 10 af blade og grene, samt hvad der ellers samler sig.

Mens jeg gik og rev bladene sammen og dermed eksponerede jorden, fandt jeg nogle spirer nedenunder. Så kom jeg til at tænke på, at det faktisk også er det, der sker i forandringsproces i en terapi, nemlig at man for at noget kan spire, vokse og gro, bliver nødt til at feje det øverste lag væk. Det lag som man ikke kan bruge til noget mere. På en måde kan man sige, at man fjerner facaden, så det der er nedenunder kommer til syne. Når facaden er fjernet, man man få øje på de ubrugelige vaner, den uhensigtsmæssig adfærd og de forestillinger, men dannede sig i tiden - noget der tjente et formål, da man tillagde sig dem, men som nu er til gene.  

Altsammen noget der ved synliggørelse giver plads til at noget nyt kan spire.

Spirerne - det der kan vokse og gro og blive til noget smukt og frodigt er der hele tiden. I virkeligheden er det ikke noget nyt. Det skal bare have plads for at kunne folde sig ud. 

Når man fjerner et lag, kommer der også ukrudt til syne. I symbolikken i forhold til terapi kan man sige, at det er sundt at vedkende sig sit ukrudt (mindre perfekte sider :-). Der ligger en stor frihed i at erkende, at vi ikke er perfekte - være med sit ukrudt. Man kan bruge meget energi på at bekæmpe det. Så er det bedre at se det. Ikke lade det få overmagten, men bare vedkende sig det.

Så meget om forårsarbejde :-). Hav en god aften.