Forelskelsens spejl

I går var jeg en tur på Café i Odense sammen med en god veninde og på vej hjem skulle jeg lige handle ind til aftensmaden. Det foregik i Føtex i Bolbro. På vej ned af rulletrappen til fødevareafdelingen - og faktisk også den anden vej - kom jeg til at stå bagved et ungt par - et forelsket ungt par. Den unge mand stod et trin over pigen, og han var drønende forelsket i hende. Den måde han så på hende på, afspejlede hans følelser for hende, så det var svært ikke at blive inddraget i dette følelsesspil og han kunne slet ikke kunne lade være med at kysse og kramme hende hele tiden. Han måtte bare røre ved hende. Bagefter, da vi rullede op af rulletrappen igen, var hun ved at fortælle et eller andet med fagter og gebærder, og hans strålende øjne hvilede igen drønende forelsket på hende. Efter hendes fortælling fik hun en rigtig, rigtig kærlig krammer og jeg kunne næsten mærke, hvordan hun måtte have følt sig fantastisk og værdifuld

Det fik mig til at tænke på hvor skønt, det er at være forelsket og spejle sig i den andens fuldstændige anerkendelse, og nej-hvor-du-dejlig kommunikation. Hele det scenarie, der udspiller sig, når man er i forelskelsens rus. Følelsen af at den anden bare er helt perfekt, og at man selv er dejlig. For det viser hans øjne jo. :-)

Det var en livsbekræftende og dejlig oplevelse og en erindring om, hvad det er forelskelse gør ved os. Det er ikke fordi, at jeg ikke oplever kærlige øjne hvile på mig nu - indimellem -, men det er selvfølgelig på en anden måde, eftersom jeg har kendt min mand i 15 år, og han for længe siden har fundet ud af, at jeg ikke er perfekt og omvendt. Så er det jo bare ret godt, at vi stadig elsker hinanden, selvom de lyserøde briller for længst er væk.

Jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at vi i hverdagen husker at være kærester og give hinanden anderkendelse og respekt, så vi holder kærligheden ved lige.

Så pas godt på kærligheden derude :-)