Om TRO og mening
I dag havde jeg besøg af en mand, som er Jehovas Vidne. Han ville forkynde biblen og mente, at der i den fandtes bevisførelse, for at han havde ret og at det var den eneste rigtige tro. Den køber jeg ikke. Vi taler om at tro. Vi siger; “jeg tror på” og det synes jeg er den rigtige formulering, for man kan ikke vide. Det provokerede mig lidt, at han mente at eje sandheden.
Jeg tror, at det handler om, at vi finder noget, der giver mening for os. Personligt tror jeg ikke der findes nogen religion, der er den RIGTIGE. Jeg tror alle religioner handler om det samme, hvis man skærer ind til benet. Nemlig dybest set næstekærlighed. For mig giver det mening, at man lever sit liv på en ordentlig måde og forsøger at være et så godt menneske, som overhovedet muligt. Det giver mening. Jeg køber ikke den med bevisførelsen og SANDHEDEN.
For mig handler det rigtig meget om gensidig respekt. Han må gerne tro på det, han tror på, men jeg kan godt have lidt et problem med, at han forsøger at få mig til at føle mig forkert eller fortabt, fordi jeg ikke tror det samme som ham. Han siger “Så må du selv tage ansvaret”, underforstået at jeg må selv tage konsekvensen, fordi jeg ikke tror på det som han gør. Jeg er dermed fortabt. “Vi befinder os i den tidsalder hvor GUD på et tidspunkt udrydder de onde” og der vil være de gode og beskedne tilbage. UPS.
Jeg tænker, at verden ville være et bedre sted, hvis vi i stedet for at bekende os til noget bestemt og dømme dem, der bekender sig til noget andet, tog ansvar for at leve livet så ordentligt som muligt, behandle os selv og andre ordentligt. Denne mand deler os op i de gode og de onde, de rigtige og de forkerte, de frelste og de fortabte, i stedet for at anerkende, at vi er mennesker på godt og ondt. Vi er ikke delt op i grupper, som han forkynder, og det er vores eget ansvar at finde mening og det er vores eget ansvar at forholde os til vores skyggeside.
Emnet er spændende og dette mærkelige møde satte nogle tanker om tro og mening igang. Det var den positive effekt af det mærkelige møde.
Hvad er ansvar:
SvarSletDet er når man tager hånd om sig selv og sine egne. For mange år siden havde jeg også besøg af en dame fra Jehovas vidner. Hun slæbte sin lille datter (ca 6 år) med rundt for at omvende andre mennesker med anden religiøs opfattelse. Denne udstilling af den lille pige tog jeg stor afstand fra og bad om at blive noteret som : "ikke interesseret i deres besøg på min matrikel". Det er blevet respekteret og jeg føler herved at have taget ansvaret for mig selv og mine bofæller på daværende tidspunkt.
Tanker fra Inge
Hej Inge
SvarSletJeg kunne lige se, at du have kommenteret sidste gang. Jeg kan godt forstå, at du tager afstand fra at en lille pige på 6 år bliver slæbt med rundt. Det er en underlig indstilling til menneskekærlighed de har.
Jeg synes nok alligevel det er lidt sjovt at diskutere med de voksne, for at se om vi ikke kan finde en fællesnævner. Et eller andet vi kan blive enige om.